Nedenstående er lagt på bloggen både som tekst og efterfølgende som en lydfil for, at tilgodese både de auditive og visuelle læringsstile.

 

 

Digitale teknologier, digitalt indfødte, og 21st. Century Skills.

Giver det mening i undervisningen, at skelne mellem det Marc Prensky kalder Digital Natives og Digital Immigrants (Prensky, Marc, Digital Natives, Digital Immigrants, On the Horizon).

Ovenstående er en let omskrivning, af opgaven vi blev stillet af vores lærer Peter Holmboe.

Da jeg startede som faglærer ved Rybners tekniske skole i Esbjerg, betragtede jeg mig selv, som en rimelig habil IT bruger, jeg kunne både bruge Word og internettet, og havde forholdsvis let ved at navigere i klientsystemet, som var det primær It redskab, hvor jeg kommer fra. Jeg har aldrig spillet computerspil eller sågar haft en facebookkonto, men synes alligevel, at jeg havde helt styr på det med de digitale teknologier.

Da jeg så startede i Esbjerg gik det i den grad stærkt med at finde ud af, at det nok ikke helt forholdte sig sådan. Her skulle jeg pludselig til at anvende to forskellige tegneprogrammer, SketchUp og ZWCad, jeg skulle lave PowerPoint præsentationer og bruge SmartBoard og udvikle opgaver til både Socrative og Kahoot, bare for at nævne nogle få af de digitale redskaber jeg pludselig skulle til at anvende i min dagligdag.

 

Digital Natives og Digital Immigrants.

Når Marc Prensky taler om Digital Natives og Digital Immigrants (Prensky, Marc, Digital Natives, Digital Immigrants, On the Horizon) får jeg en fornemmelse af, at han er meget sort, hvid i hans anskuelse af de Digitale natives og de digitale immigrants færdigheder og evner til at anvende IT. Her er jeg nok mere tilbøjelig til at læne mig op ad Peter Holmboe, når han siger, at bare fordi man ikke er bange for at anvende teknologi, er man ikke nødvendigvis i stand til at anvende og udnytte teknologien korrekt på alle måder (Holmboe, Peter, Digitale Natives – et tåbeligt udtryk). Det er måske også i virkeligheden et udtryk for det Peter Holmboe skriver i samme artikel, som omhandler unges brug af digitale redskaber, at kun 9% er producenter af digitalt materiale, andre 9% er computerspillere eller Gamere, og resten er fordelt med 40% traditionelle brugere og de sidste 40% er netværkere. Dermed er det svært at få øje på den unge superbruger.

 

Transfer vs. Tålmodighed.

Mine egne erfaringer siger mig dog, at de unges fortrolighed med det virtuelle miljø, og de digitale værktøjer gør, at de mange gange har nemmere ved at anvende transfer, når de bliver stillet over for et nyt digitalt værktøj eller undervisningsredskab, i forhold til elever fra min egen generation. Når det så er sagt, vil jeg dog også sige, at hvis de ”Digitale Nativs” bliver stillet over for et digitalt værktøj eller undervisningsredskab de ikke tidligere har stiftet bekendtskab med, eller et hvor de ikke umiddelbart har mulighed for at anvende transfer, er de mange gange hurtigere til at give op, i forhold til de ”Digitale Immigrants”. Dette enten fordi de ”Digitale Immigrants” har erhvervet sig en større tålmodighed, når det drejer sig om at tillære nye færdigheder, eller fordi de er længere i den proces der drejer sig om, at lære, at lære, måske i kraft af de ikke er født ind i den digitale tidsalder.

Alligevel, er jeg på ingen måde utilbøjelig til at give Marc Prensky ret, når han siger, at vi som underviser er nødt til at dygtiggøre os i brugen af de digitale medier, og i det at navigere i den virtuelle verden, da det er der vores elever er involveret og engageret (Prensky, Marc, https://www.youtube.com/watch?v=jRR76Mz9NII&feature=youtu.be).

 

Screencast-O-Matic.

Selv om jeg er forholdsvis uerfaren i det at bruge digitale værktøjer, har jeg på nuværende tidspunkt forsøgt mig med at lave et par film med Screencast-O-Matic, og brugt dem i min undervisning, når vi har arbejdet med tegningslærer.

Tidligere når jeg har startet et nyt afsnit op, eller klassen har været i gang med en svær tegning, har vi løst tegningen sammen. Her har jeg siddet og tegnet og forklaret på min PC, og sendt det ud på projektoren, så klassen har haft mulighed for at følge med i tegningen, for derefter, at ”efterligne”. På den måde har vi løst opgaven ”step by step”.

De gange har det altid været den langsomste elev i klassen, der har sat tempoet, da det har været vigtigt for mig at få alle med. Det har til tider resulteret i meget larm og uro i klassen fra dem der har fanget det lidt hurtigere, der så nemt er kommet til at kede sig.

De to gange jeg har brugt Screencast-O-Matic i undervisningen, i stedet for den traditionelle tavleundervisning, og dermed givet eleverne mulighed for, at få den hjælp og de informationer de havde brug for, i det tempo de var klar til, betød at jeg var frigjort fra tavlen, og havde dermed bedre tid til at komme rundt til dem der havde brug for, at få hjælp bl.a. til strukturering af deres tegninger.

Det der bød på den største åbenbaring var, at der var en helt anden ro og koncentration end normalt, hvilket også resulterede i, at de to dage jeg brugte Screencast-O-Matic, som undervisningsredskab, nåede eleverne ca. 1/4 del mere end de normalt når på en teoridag.

Dette kan selvfølgelig være en konsekvens af, at Screencast-O-Matic er en ny måde, at undervise på og dermed mere spændende. Hvilket kun tiden kan vise.

 

 

Undervisningsdifferentiering.

Ud over de muligheder og gevinster jeg har nævnt ovenfor, ser jeg også Screencast-O-Matic som et glimrende redskab til at sikre undervisningsdifferentiering, i stil med det Karin Løvenskjold Svejgaard skriver om i ”Rød, gul og grøn. En metode til undervisningsdifferentiering, der virker”. Her tænker jeg især på, at eleverne med Screencast-O-Matic har mulighed for at ”lære i den hastighed der passer dem”, forstået på den måde, at de kan se det af filmene de har behov for, i det tempo der passer dem, og ”stille spørgsmål” ved, at gense det de har behov for uden at tænke på hvad deres klassekammerater tænker. På den måde mener jeg også eleverne får lidt medansvar for deres undervisning, da de ”overtager” noget af ansvaret for deres progression i tegningslæreren.

Man skal bare huske, at når man på den måde ”hjælper” eleverne med at løse opgaverne, og lader ”løsningerne” være frit tilgængelig på nettet, bør man forud, gøre sig nogle overvejelser om hvordan man vil evaluere elevernes læring og progression, både formativ og summativ.

 

Det fælles ansvar.

Selv om Hilbert Meyer i hans 10 kendetegn på god undervisning skriver, at man skal lade læring foregå i fællesskab, for at styrke fællesskabet og det fælles ansvar, i stedet for på internettet (Meyer, Hilbert, Hvad er god undervisning) mener jeg sagtens, at fællesskabets ansvar kan trænes på trods af anvendelsen af Screencast-O-Matic, da klassen stadig har mange opgaver der skal løses i fællesskab, både praktiske og teoretiske. Og ifølge Søren Schultz Hansen har netop internettet og de muligheder internettet tilbyder, skabt en generation der aldrig har været alene, men i stedet altid været en del af et fællesskab, og dermed skabt det han kalder en ”Vi, Vi, Vi generation”, (Hansen, Søren, Schultz, https://www.youtube.com/watch?v=CYoG5iNAfUA&feature=youtu.be).

 

En betydelig mængde ægte læretid.

Desuden mener jeg også Screencast-O-Matic kan være med til at sikre det, Hilbert Meyer kalder for en betydelig mængde ægte læretid i hans 10 kendetegn på god undervisning (Meyer, Hilbert, Hvad er god undervisning), netop fordi undervisningen er forberedt i god tid og kvalitetssikret inden det blev lagt på internettet f.eks. YouTube, og dermed direkte tilgængeligt for eleverne, der dermed ikke er afhængig af en lærer, der først skal have sig trukket væk fra kaffekoppen og ud af læreværelset, for derefter at få styr på papir, opgaver og undervisning.

 

Omlagt undervisning.

Sidst men absolut ikke mindst tror jeg også, at Screencast-O-Matic kan bidrage til, at leve op til det sidste nye krav, der er indført på Rybners Tekniske skole i Esbjerg i undervisningen, nemlig kravet om ”omlagt undervisning”.

Her tænker jeg på, at undervisningen jo netop ligger på internettet, hvor den er tilgængelig for alle undervisere, samtidig er der rig mulighed for at tilknytte målpinde og tankerne bag undervisningen.

Dermed er den både tilgængelig og nem anvendelig, ikke kun for mig som skaber af undervisningen, men også for vikar og andre afdelinger, der arbejder med det samme materiale. Derved kan der spares mange forberedelsestimer.

 

21st. century skills.

Spørgsmålet er så, hvordan alle disse Digitale teknologier understøtter 21st. century skills?

For at svare på dette, er vi nødt til først at kigge på, hvad 21st. century skills er.

Ifølge Ove Christensen er der især 5 færdigheder eller skills, der er vigtige i det 21. århundrede. Sproglige, matematisk logisk tænkning, kreativitet, sociale og kollaborative kompetencer (Christensen, Ove, https://www.youtube.com/watch?v=pvmxn14fqeM&feature=youtu.be).

Disse 5 kompetencer har altid været mere elle mindre vigtige, og særlig de to første har været vigtige siden det 18. århundrede. Men der vil ifølge Ove Christensen, blive et langt større behov for kreative kompetencer fremover end der hidtil har været.

Udfordringen i det er bare, at skolernes meget ensidige fokus på forskellige test og eksamener er, at disse test dræber kreativiteten (Christensen, Ove, https://www.youtube.com/watch?v=pvmxn14fqeM&feature=youtu.be).

Men hvad gør vi så? Som jeg allerede har nævnt, så mener Marc Prensky, at vores elever primært er involveret og engageret i den virtuelle og digitale verden, så det er måske der vi er nødt til at rette vores fokus.

På mange måder er vi der allerede, der findes mange både læse og stavetrænings værktøjer. I min egen undervisning bruger jeg et program der hedder Frontread, dette træner fiksering, spændvidde, arbejdshukommelse og læsetræning. Ligeledes ved jeg vores matematiklærer bruger forskellige IT programmer.

 

Gruppearbejde.

For at træne de kollaborative kompetencer, bruger jeg, ud over de holdopgaver de får på værkstedet, ofte Google Drev når de har projektarbejder i teori.

Når jeg bruger holdopgaver lader jeg ofte mine elever selv vælge deres hold, som Marc Prensky foreslår (Prensky, Marc, Educational leadership).

Her er mine erfaringer bare en anelse blandet. Jeg har altid uden undtagelse haft en overvægt af grupper, der har formået at skabe nogle aftaler og rammer for deres gruppearbejde, og samtidig levet op til aftalerne og rammerne på en måde der har sikret dem nogle helt fantastiske resultater. Men der har næsten også uden undtagelser altid været nogle grupper, der ikke har fundet sammen pga. interessen for opgaven, faget eller uddannelsen, men derimod fundet sammen pga. den fælles interesse i at komme over hvor gærdet var lavest.

Disse grupper er ofte meget svære, at motivere og engagere til at ligge mere end et minimum af indsats i opgaven.

Ikke desto mindre er jeg alligevel af den overbevisning, at eleverne har god gavn af at indgå i den slags selvforpligtende grupper, både kollaborativt men også socialt.

I forhold til de sociale kompetencer, siger Søren Schultz Hansen, som jeg tidligere har nævnt, at den unge generation i kraft af alle de interaktive,- og sociale medier, aldrig har været alene, og han kalder dem for en Vi, Vi, Vi generation (Hansen, Søren, Schultz, https://www.youtube.com/watch?v=CYoG5iNAfUA&feature=youtu.be). Dette er måske årsagen til, at det oftest har været et flertal af grupper, der har formået at leve op til den frihed og det ansvar de har haft over for mig som underviser, og over for hinanden som kollegaer, og dermed nået frem til nogle, som før nævnt, fantastiske resultater?

 

Regel nr. 2.

Som tidligere nævnt, mener Ove Christensen, at der vil blive et langt større behov for kreative kompetencer fremover, end der hidtil har været, hvilket til dels understøttes af Sir Ben Robinson. Han frygter bare, at skolernes modstand mod at lade eleverne begå fejl, også fjerner elevernes kreative evner. Løsningen på det må så være at lade eleverne begå fejl, masser af fejl, hvilket også er Ramsey Musalams regel nr. 2 (Musalam, Ramsey, https://www.youtube.com/watch?v=YsYHqfk0X2A&feature=youtu.be).

Dette ved jeg også sker og bliver tilladt rigtig mange steder. Det, at eleverne begår fejl, tror jeg, de fleste undervisere er opmærksom på er meget vigtige og værdifulde samtale og undervisningsinstrumenter. Fejl der ofte åbner op for helt andre løsningsmuligheder, end de muligheder, der fra underviserens side var forventet.

Jeg tror dog næppe, vi vil sikre kreativiteten blandt vores elever ved udelukkende at lade dem fejle.

Jeg tror også, at man skal udfordre og pleje elevernes kreativitet ved at lade eleverne gøre det, som Ove Christensen kalder at skabe viden som konstruktion (Christensen, Ove, https://www.youtube.com/watch?v=fgvVv0A_L8M&feature=youtu.be) særligt hvis man som underviser kan afholde sig fra at stille for mange begrænsende rammer op for dem.

 

Programmering og kulturteknik.

Marc Prensky er en stor fortaler for at lade eleverne udvikle og spille lærende og informerende interaktive Pc spil (Prensky, Marc, Digital Natives, Digital Immigrants, On the Horizon) dette selvfølgelig både for at styrke elevernes kreativitet, men også for at møde dem det sted, hvor de er mest involveret og engageret (Prensky, Marc, https://www.youtube.com/watch?v=jRR76Mz9NII&feature=youtu.be).

Det, at lade eleverne udvikle interaktive PC spil, er ikke noget jeg selv har nogen erfaring med, hverken at lade eleverne udvikle, eller selv udvikle PC spil. Men jeg kan se, hvordan de engagere sig i diverse virtuelle, interaktive spil i pauserne, og er derfor ikke i tvivl om at givet muligheden for at arbejde på ovenstående platform, vil mange af mine elevers kreativitet og engagement blive styrket på en måde, der måske er svært at efterligne på mange andre måder.

 

 

 

Jeg har valgt SoundCloud til at udgive min lydfil, men da jeg på mærkværdig vis har fået slået højttalerne fra i SoundCloud, og ikke helt er klar over hvordan det slåes til igen, og dermed ikke har kunnet optage lyd med SoundCloud, har jeg optaget lyden med AUDACITY og derefter lagt lyden over i SoundCloud:-(

 

Advertisements